Den udlærte låsesmed, Adam Opel (1837-95), blev ansat på en symaskinefabrik i Paris.
Her og på en anden fabrik af samme art studerede han "disse nymodens apparater og
udtænkte forbedringer", som han dog beholdt for sig selv. Da han kom hjem til Rüsselsheim,
tæt ved Frankfurt, ville han begynde at fremstille sine egne symaskiner, med sine egne
udtænkte forbedringer, og efter et halv års ihærdigt arbejde var han tilfreds og færdig
med sin første symaskine. Det tog kun seks uger at fremstille den. Han fik senere hjælp
af broderen, Georg Opel, og en svend, og der var god afsætning på symaskinerne. I 1869
blev en nybygget fabrik taget i brug, og nu var 40 mand beskæftiget med produktionen af
symaskiner.
Adam Opel tog igen en tur til Paris, og her købte han en cykel som samlesæt.
En såkaldt "væltepeter" med et meget stort forhjul. Den blev samlet hjemme i Rüsselsheim,
hvor Adam foretog sin første og eneste cykeltur, hvorefter han besluttede aldrig mere at
røre ved den slags. Han solgte cyklen og tjente mere på den, end han tjente på en symaskine,
hvilket ændrede hans beslutning, da sønnerne Carl, Wilhelm, Heinrich, Friedrich og Ludwig
mente, at cykler var fremtiden. Inden længe var der storproduktion af cykler - de mere
fornuftige "sikkerhedscykler" med to lige store hjul. Sønnerne gik med liv og sjæl og
stor succes ind i cykelsporten - men så begyndte bilerne at komme frem. På det punkt sagde
gamle Adam stop - ikke tale om, at der skulle fremstilles biler. Og derved blev det!
Lige indtil Adam Opel døde 8. september 1895 kun 58 år gammel.
Med en direkte opmuntring af storhertug Ernst Ludwig blev Opel-sønnerne sendt på studietur,
og det endte med at de købte patenterne til Friedrich Lutzmanns automobil, og en produktion
begyndte i 1899. Samme år var der fremstillet 1 mio. symaskiner, hvilket ikke var så
interessant at lave mere. Den første "Opel Patentmotorvogn System Lutzmann" blev absolut
ingen succes, for den allerede forældet ved sin fremkomst. Derefter blev der truffet aftale
om licens og levering af chassiser med Alexander Darracq. Chassiserne blev forstærket og
karrosserierne blev bygget i Rüsselsheim, og på biludstillingen i Hamburg 1902 sås Opel-Darracq
bilerne. De blev også af kort varighed hos Opel , for samme efterår vistes en bil af egen
konstruktion, model 10/12 HK, og dermed var Opel kommet på rette spor. I 1906 var der allerede
leveret 1000 biler, hvilket var mange dengang.
Det store gennembrud kom med model 4/8 i 1909. Med en pris på 3950 Mark kostede "Doktorbilen",
som den blev kaldt, kun det halve af konkurrenternes mere luksusbetonet biler. Den blev kaldt
"Doktorbilen", fordi den blev landlægernes foretrukne køretøj på grund af dens usædvanlige
driftssikkerhed. Den bestod af chassis, agestol til to personer og kaleche, men det var også
tilstrækkeligt, og nu var bilen kommet indenfor økonomisk rækkevidde for mange mennesker.
Det store salg i denne model og indførelsen af modulsystemet , der gjorde det muligt at bruge
samme karrosseri til forskellige chassiser med forskellige motorer, var stærkt medvirkende til
Opels vækst. I 1914 havde Opel overhalet alle konkurrenter og var nu Tysklands største bilfabrik.
Under den første verdenskrig producerede Opel hovedsagelig lastvogne og flymotorer, men efter
krigen kom der usædvanlig strenge tider. De franske besættelsestropper lagde hindringer i vejen
for en bilproduktion, og til sidst stoppede tilførslen af materialer totalt. Men efterhånden
blev tiderne mere normale, og produktionen kom i gang igen. I 1924 gik Opel ind for samlebåndsteknik
som den første fabrik i Tyskland. Det blev "Løvfrøen", der kom til at bevise, hvad denne
samlebåndsteknik betød for fremstillingsomkostningerne. Endnu engang havde Opel givet et bidrag
til den almindelige motorisering igen som Tysklands største bilfabrik med en markedsandel på 37,5
procent i 1928. Skønt depressionen begyndte Opel at gøre sig gældende, gik i gang med nogle
eksperimenter med raketdrift. På sin egen prøvebane, som Opel byggede allerede i 1919, blev der
kørt nogle forsøg med RAK I, fremdrevet af raketter.
Det var sløje tider for bilindustrien, og selv motorcyklerne kunne ikke sælges i tilstrækkeligt
antal til at give overskud, så denne produktion blev indstillet i 1929.
Hos Opel begyndte man at se sig om efter en stærk partner, og som en indledende manøvre
omdannedes virksomheden til et aktieselskab. I marts 1929 kom Opel i kontakt med General Motors,
der overtog hovedparten af aktierne, men i øvrigt lod Opel beholde sin selvstændighed på alle områder.
Som første tyske fabrik kunne Opel nogle måneder senere åbne sit eget forsikringsselskab og et
finansieringsselskab.
I dag er Opel et af Europas største bilproducenter med fabrikker i Rüsselsheim (Main), Bochum og Kaiserslautern
